KHR Architecture har været arkitektrådgiver for transformationen af en bevaringsværdig, nyklassicistisk retsbygning til et moderne kontorfællesskab.
Nomad Workspace er et kontormiljø på cirka 2.500 kvm fordelt på private og åbne kontorområder, arbejdslounge, café, fællesområder, mødefaciliteter og eventlokaler.
Vi omdannede bygningens indre fra cellekontorer til et åbent kontorlandskab – og bragte huset tilbage til dets oprindelige rummeligheder og karakter, i en nyfortolket version.
Hvidovrevejs Butikstorv skal fornyes og området udvides med yderligere 8400 kvm til boliger, erhverv og parkering.
KHR Architecture har tegnet en terrasseret bygning med 86 nye lejligheder baseret på et effektivt modulært koncept. Fællesskabet understøttes via et fælleshus og et grønt gårdrum, mens lokalmiljøet tilgodeses med et nyt bytorv. Det er planen at give et ansigtsløft til de eksisterende bygninger, så bebyggelsen får et ensartet udtryk.
Coco Hotel er et boutiquehotel med beliggende i hjertet af Vesterbro i København. Det tidligere Copenhagen Crown Hotel har med istandsættelsen fået 88 nyrenoverede værelser, en smuk ny café og en fredfyldt grøn gårdhave, der er åben for hotellets gæster, lokale og forbipasserende.
Kronen i Vanløse skal revitaliseres, så det konkursramte center transformeres til en dynamisk bymidte, der har meget mere at byde på end bare shopping.
KHR er arkitektrådgiver for ejendomsudvikleren NREP, der bl.a. via en aktiv sydvendt terrasse vil gøre Kronen til attraktivt mødested i Vanløse for folk i alle aldre.
Kort fortalt omfatter ombygningen nye funktioner på centerets 1.sal, nye boliger og forbedrede udearealer på taget, samt ikke mindst et totalt omdannet og opgraderet Metrotorv på den sydvendte terrasse.
Gilleje Sø- og Havbad er en kombination af renovering og nybyg, som KHR Architecture har lavet koncept- og designforslag til.
Bygherres ønske er at det gamle rådhus i Gilleleje fra 1939 skal danne rammen om et lækkert spa- og konferencehotel med knap 40 værelser, restaurant wellness-område og solterrasse med udendørs pool. Både renovering og nybygforslag er designet med respekt for den eksisterende arkitektur og ambitionen er at skabe et stemningsfuldt sø- og havbad, der kombinerer den gamle ånd med moderne wellness og komfort.
KHR er bygherrerådgiver for den omfattende forvandlingen af Nordre Fasanvej 108 fra nedslidt kontor til et af Danmarks mest moderne erhvervsdomiciler. KHR har indledningsvist udarbejdet et skitseforslag til projektet, som ses her, men er siden blevet valgt til development manager på projektet.
MAAN Rental vil udvide deres erhvervsejendom i Nordhavnen med flere kvadratmeter til erhverv samt to boligetager og en tagterrasse. KHR har i tæt dialog med ejerne udviklet et mixed-use projekt, hvor eksisterende og ny arkitektur beriger hinanden.
Ved at udvikle projekter, der blander erhverv med kultur eller bolig, har KHR hjulpet Lidl med analyser og skitsering på forskelligartede, attraktive placeringer rundt om i Danmark. Som dagligevarebutik kan det være udfordrende at finde lokaler med en god beliggenhed med mindre man går i dialog med kommunen og præsenterer et projekt, der både æstetisk og funktionelt beriger bybilledet.