Hvordan finder man sin bil i en grå betonverden? I samarbejde med By & Havn har KHR udviklet et wayfindingkoncept, der gør det lettere at finde vej i en række af Københavns p-huse, hvor det før var svært at finde vej. Konceptet skaber overskuelighed og genkendelighed på tværs af anlæggene – samtidig med, at det tilpasses det enkelte p-hus’ arkitektur og brugsmønstre. Med enkle virkemidler som farver, piktogrammer og megagrafik understøttes både funktion og æstetik i hverdagen for tusindvis af brugere.
KHR Architecture har udviklet en wayfindingstrategi for en række af By & Havns p-huse i København med fokus på genkendelighed og brugervenlighed. Konceptet gør det let at finde vej – uanset hvilket p-hus man ankommer til. I P-huset Bjerget er der dog udviklet en særlig version, som respekterer bygningens markante arkitektur og visuelle identitet. Den eksisterende farvepalette og typografi er bevaret og genopfrisket, mens wayfindingen er opdateret med nye piktogrammer, etagemarkeringer og tydelige pejlemærker. Resultatet er et system, der er både stedsspecifikt og genkendeligt på tværs af byen.
På Nuuk Skole er wayfinding tænkt som en integreret del af arkitekturen og brugeroplevelsen. Elever, lærere og gæster skal nemt kunne finde vej i de mange bygninger og funktioner – ikke gennem tunge skiltesystemer, men via en visuel og sanselig strategi, der bygger på Grønlands rige natur, farvekoder og legende symbolik. Resultatet er et genkendeligt og logisk miljø, der understøtter læring og trivsel.
Wayfinding-konceptet på Haukeland Børnesykehus er et eksempel på, hvordan god arkitektur kan gøre komplekse bygninger lette at forstå og bevæge sig rundt i. Allerede i de første designfaser er der arbejdet målrettet med at understøtte intuitiv orientering og effektive flows for både børn, pårørende og personale. Kombinationen af gennemtænkt arkitektur, målgruppespecifik skiltning, individuelle farvekoncepter for hver blok og integrerede kunstelementer skaber genkendelighed og stedsfornemmelse i det 79.000 m² store hospital.