KHR Architecture har som byplankonsulent for Sweco stået for udviklingen af et tidligere industriområde på 80.000 m² tæt på Københavns lufthavn. Nu skal det transformeres til en levende bydel med aktiviteter, kultur og erhverv. Projektet omfatter både transformation af 10 eksisterende bygninger og mulighed for opførelse af op til 24.000 m² nybyggeri. Kommunen har i april 2025 godkendt lokalplanen, hvilket åbner for en bred vifte af erhverv, kreative værksteder og fritidsaktiviteter. Vores byplanarbejde har sikret en sammenhængende udvikling med fokus på fleksibilitet, bæredygtighed og områdets unikke karakter – fra de første visioner til endelig politisk vedtagelse.
Sundsvallsbroen er et resultat af vores vinderforslag i en arkitektkonkurrence og efterfølgende arbejde som arkitektrådgiver på projektet. Broen er blevet en markant men harmonisk tilføjelse til Sundsvall, der forbinder byens centrum med de omkringliggende landskaber på en måde, som respekterer og indrammer omgivelserne. Med en samlet længde på over 2 kilometer og en frihøjde på cirka 33 meter skaber broen et nyt urbant rum, hvor bugten, byens silhuet og de omgivende bakker mødes i et sammenhængende og dynamisk hele. Trods sin imponerende størrelse smelter broen sammen med omgivelserne og bliver et naturligt led i byens struktur.
Ved rejsegildet for det nye skolecenter Lehrte-Süd var der roser fra bl.a. byens borgmester for der gode samarbejde og det faktum, at projektet holder både kvalitet, tidsplan og budget. Det 100 millioner euro store byggeri løses i et offentligt-privat partnerskab og samler en integreret helhedsskole og realskole under ét tag. Første etape står klar i 2026 og vil danne rammen om 1.800 elevers skolegang.
Hvordan finder man sin bil i en grå betonverden? I samarbejde med By & Havn har KHR udviklet et wayfindingkoncept, der gør det lettere at finde vej i en række af Københavns p-huse, hvor det før var svært at finde vej. Konceptet skaber overskuelighed og genkendelighed på tværs af anlæggene – samtidig med, at det tilpasses det enkelte p-hus’ arkitektur og brugsmønstre. Med enkle virkemidler som farver, piktogrammer og megagrafik understøttes både funktion og æstetik i hverdagen for tusindvis af brugere.
KHR Architecture har udviklet en wayfindingstrategi for en række af By & Havns p-huse i København med fokus på genkendelighed og brugervenlighed. Konceptet gør det let at finde vej – uanset hvilket p-hus man ankommer til. I P-huset Bjerget er der dog udviklet en særlig version, som respekterer bygningens markante arkitektur og visuelle identitet. Den eksisterende farvepalette og typografi er bevaret og genopfrisket, mens wayfindingen er opdateret med nye piktogrammer, etagemarkeringer og tydelige pejlemærker. Resultatet er et system, der er både stedsspecifikt og genkendeligt på tværs af byen.
På Nuuk Skole er wayfinding tænkt som en integreret del af arkitekturen og brugeroplevelsen. Elever, lærere og gæster skal nemt kunne finde vej i de mange bygninger og funktioner – ikke gennem tunge skiltesystemer, men via en visuel og sanselig strategi, der bygger på Grønlands rige natur, farvekoder og legende symbolik. Resultatet er et genkendeligt og logisk miljø, der understøtter læring og trivsel.
Wayfinding-konceptet på Haukeland Børnesykehus er et eksempel på, hvordan god arkitektur kan gøre komplekse bygninger lette at forstå og bevæge sig rundt i. Allerede i de første designfaser er der arbejdet målrettet med at understøtte intuitiv orientering og effektive flows for både børn, pårørende og personale. Kombinationen af gennemtænkt arkitektur, målgruppespecifik skiltning, individuelle farvekoncepter for hver blok og integrerede kunstelementer skaber genkendelighed og stedsfornemmelse i det 79.000 m² store hospital.