Parkvej 10 - boliger i Karlslunde

Kategori
Boliger
Bygherre
Real Capital
Land
Danmark
By
Karlslunde
År
2014 -
Areal
1 200 m2
Partnere
D.A.I.

Forslaget indeholder ti rækkehuse fordelt på tre klynger. Det er forslagets idé, at skabe en boligbebyggelse med en tydelig identitet ved sin udformning og inddragelse af landskabet med få tydelige og sanselige arkitektoniske virkemidler.

Det karakteristiske er ikke kun minimeret på grund af en økonomisk ramme og driftshensyn, men fordi de mest vellykkede boligbebyggelser i vores byggetradition oftest har en enkel opfattelig idé man kan forstå og holde af og derfor intuitivt som beboer værner om og bygger videre på, både vedligeholdelsesmæssigt og ikke mindst socialt og rekreativt.

Vi foreslår en klyngebebyggelse, der er i slægtskab med nabobebyggelsen. Tegl som gennemgående materiale på facader og tag, og sort træbeklædning på skure og overdækninger. En klynge hvor de enkelte boliger er forskudt i forhold til hinanden, så hver bolig tegner sig individuelt i et fællesskab. Forskydningen af de enkelte boliger inddrager samtidig det kuperede landskab og får bebyggelsen til at falde både dramatisk og nænsomt ind på grunden. Alle boliger får 1.parket sammen med deres nabo ud mod landskabet.

Det fælles rekreative område er i sammenhæng med den eksisterende bebyggelses rekreative område, og der skabes på denne måde et stort grønt uderum indrammet af boliger. Det grønne område er karakteriseret af den grønne plæne og søen mod nord.