Respektfuld renovering til moderne spahotel

”Det gamle rådhus er fra slutningen af 30’erne, og selvom spahotellet selvfølgelig skal udstyres med alskens moderne komfort, skal det renoveres med respekt for den oprindelige arkitektur, som bygherre sætter stor pris på,” forklarer projektleder Sophus Søbye fra KHR Architecture.

Bygherre Humberto Orsini driver i forvejen Gilleleje Badehotel og står også bag Hotel Plesner i Skagen. Han har et stort hjerte for de stemningsfulde gamle bygninger, og ambitionen er at skabe et spahotel med masser af atmosfære og velvære.

Bevaring er bæredygtigt

”Der er noget meget tilfredsstillende i at give de gamle bygninger nyt liv,” siger Sophus Søbye, "og det viser, hvor vigtigt det er, at vi som arkitekter tænker fremad og skaber bygninger med en arkitektonisk robusthed. Ikke mindst i et bæredygtighedsperspektiv er bygningernes levetid helt afgørende for at holde det samlede CO2-aftryk nede.”   

Plads til wellness

De eksisterende bygninger bliver suppleret med en ny bygning til wellnessfaciliteterne:

”Det man kan se på billedet er, at vi ved at grave ud til et indendørs spaområde. Ovenpå laver vi en udendørs pool og et sydvendt soldæk. Ved siden af bliver der en stor terrasse med udeservering. Humberto Orsini er uddannet kok og hotellets restaurant bliver helt naturligt et væsentligt omdrejningspunkt for stedets gæster.”

Gilleleje Sø- og Havbad åbner senere i år. KHR Architecture er totalrådgiver for projektet, der opføres af Trørød Entreprise og TT Konstruktion. Wissenbjerg er rådgivende ingeniør. Her kan du se flere af KHR's erhvervsprojekter eller læse mere om vores ydelser inden for transformation, renovering og erhvervsbyggeri.