Glasblokkene - Haukeland Sygehus for børn, unge og kvinder – har modtaget Bergen Kommunes Arkitektur- og Byformingspris 2025. Juryen fremhæver projektets ambitiøse satsning på nyskabende og inkluderende hospitalsarkitektur, hvor patienten – især børn og unge – er i centrum. Prisen gives også for den helhedsorienterede tilgang: Bygningen træder ned gennem skråningen i mindre volumener, integreres i terrænet og tilfører nye kvaliteter til omgivelserne. Juryen roser samtidig bæredygtige løsninger, naturligt lys, overskuelige rum og integreret kunst, der skaber trygge og oplevelsesrige omgivelser. Læs hele juryens betænkning nedenfor.
Årets studietur gik med toget sydpå til den nordtyske hansestad, hvor KHR snart åbner kontor. Hamborg tog imod os med en karakteristiske blanding af rå havnestemning og novembertåge, der lagde et stemningsfuldt slør over byen og den ikoniske St. Pauli-bunker, hvor vi var indlogeret. Mellem besøg hos samarbejdspartnere, arkitekturvandringer og udsigt fra Elbphilharmonien blev der tid til både inspiration og refleksion – en tur, der mindede os om, hvorfor fælles oplevelser styrker både faglighed og fællesskab.
Facaden på Nuuk skole er resultatet af en eksplorativ proces, både konceptuelt, kreativt og teknisk, hvor vi har fået samspillet med det grønlandske landskab, de grønlandske traditioner for farverigt byggeri og en fortælling om lokal fauna og flora til at gå op i en højere enhed. Resultatet er en facade, der giver identitet og et indspark til læring til skolen og de enkelte klasser, samtidig med at den skaber liv bybilledet.
Vi er stolte over, at Glasblokkene ved Haukeland Universitetssygehus er nomineret til EUmies Award 2026. Mies van der Rohe-prisen anerkender fremragende arkitektur og kreativitet i nye værker, der viser, hvordan arkitektur kan skabe værdi for mennesker og samfund. Prisen fremhæver projekter, der forener arkitektonisk kvalitet med social og kulturel forankring og bidrager til bæredygtig udvikling, miljø og sammenhængskraft. Som et projekt, der skaber harmoni mellem mennesker, natur og det byggede miljø, afspejler Glasblokkene netop disse værdier. Blokkene ligger indlejret i Bergens bjergside og bringer dagslys, natur og leg ind i hospitalet. Det skaber rammerne for et imødekommende og helende miljø for børn, kvinder, pårørende og medarbejdere.
KHR Architecture er arkitekt på Fremtidens Enghuse i Brøndby – et nyt specialiseret botilbud for særligt sårbare borgere. Projektet rummer ti boliger og servicearealer og bliver sammenbygget med Boligerne Brøndbyøstervej, som i dag fungerer som botilbud for voksne med udviklingshæmning. Arkitekturen er udviklet med fokus på tryghed, overskuelighed og sansestimulering og skaber en harmonisk helhed med den eksisterende bebyggelse og Brøndbyskoven. Målet er at skabe rammer, der bidrager til mental ro, trivsel og livskvalitet for både beboere og personale.
Udenrigsministeriet oplevede udfordringer med vareindleveringen på Asiatisk Plads. Pakkebude havde svært ved at finde frem til den rigtige indgang og forstå, hvordan pakker skulle afleveres. Resultatet var hyppige opkald via samtaleanlæg og behov for manuel hjælp. Med en ny wayfinding-løsning er der nu skabt en mere overskuelig og intuitiv proces, der kombinerer tydelig supergrafik med praktiske løsninger, så både leverandører og medarbejdere får en enklere og mere effektiv hverdag.