Hvordan integrerer man kunst i et stort offentligt byggeprojekt – og hvordan kan kunst bruges aktivt til at understøtte projektets visioner og oplevelsen af stedet? I Glasblokkene ved Haukeland Universitetssygehus er kunsten udviklet i tæt samspil mellem kunstnere, bygherre, brugere og arkitekter. I dette interview deler billedkunstner og kurator Jørgen Blitzner sine erfaringer fra arbejdet med kunstprojektet – fra de første beslutninger og samarbejder til konkrete værker, der i dag er blevet en del af hverdagen på hospitalet.
1. Vil du kort introducere dig selv og din rolle i kunstprojektet for Glasblokkene?
Mit navn er Jørgen Blitzner, jeg er billedkunstner og kurator, uddannet fra Kunsthøgskolen i Bergen i 1985 (nu UiB, Institut for Kunst). Senere har jeg været gæsteforelæser og censor samme sted. Jeg har erfaring fra en række egeninitierede stedsspecifikke projekter i offentlige rum.
Jeg har samarbejdet med arkitekter og byplanlæggere i tværfaglige grupper om udvikling af byrum og har ledet flere kunstprojekter i offentlige byggerier.
Jeg var leder af kunstudvalget for Glasblokkene ved Haukeland Universitetssykehus i Bergen fra 2011–2024.
2. Hvad var den overordnede ambition for kunstens rolle i Glasblokkene?
Kunsten skulle afspejle de værdier, der lå til grund for planerne for sygehusbyggeriet. Den skulle gå i dialog med arkitekturen, dens udtryk og målsætninger.
I planerne for det nye hospital lagde man vægt på børns særlige behov og rettigheder. Kunsten skulle møde børn og unge i deres erfaringsverden, deres forståelse af verden og deres refleksionsniveau. Samtidig skulle kunsten tage hensyn til brugernes livssituation og både kunne give umiddelbare sanseoplevelser og skabe genkendelse og refleksion.
Kunstudvalget ønskede, at mødet med kunsten skulle give børn tillid til egne oplevelser og refleksioner, udvide deres opfattelse af virkeligheden og stimulere deres egen skabertrang.
Visionen blev konkretiseret i fire principper:
- Kunsten skal møde brugernes erfaringsverden, verdensforståelse og refleksionsniveau
- Kunsten skal lægge vægt på varierede sanseoplevelser
- Kunsten skal holde et højt internationalt niveau
- Kunsten skal gå i dialog med arkitekturen, dens udtryk og målsætninger
3. Hvad kræver det af en offentlig bygherre at arbejde strategisk med kunst i et byggeprojekt?
Kunstens betydning og placering skal defineres tydeligt i en kunstplan, udarbejdet af et kunstudvalg, hvor bygherren både er repræsenteret og deltager aktivt.
Et vellykket kunstprogram er afhængigt af samarbejde mellem alle parter gennem hele projektet. I Glasblokkene bestod kunstudvalget af otte medlemmer: bygherre, arkitekter, brugere og to kunstnere/kunstkonsulenter.
En fælles forståelse af, hvad man vil skabe – og hvordan det skal gøres – giver et stærkt fundament for et godt resultat. Samtidig er det vigtigt at have et klart budget at arbejde indenfor.
4. Hvordan greb I projektet an, og hvordan blev kunstnere og værker udvalgt?
Kunstudvalget begyndte arbejdet i efteråret 2011, mens Glasblokkene stadig blot var et stort hul i jorden. Vi mødtes cirka én gang om måneden.
Noget af det første, vi gjorde, var at definere rollerne i kunstudvalget. Mange i gruppen var vant til at træffe beslutninger og lede processer, så vi havde brug for at lære hinanden at kende og etablere tydelige rammer for arbejdet.
Det første år brugte vi på at udvikle kunstplanen. Vi tog på studierejser til blandt andet Rikshospitalet og A-Hus i Oslo, St. Olavs Hospital i Trondheim og Great Ormond Street Hospital i London for at se, hvordan andre havde arbejdet med kunst i hospitalsbyggeri.
Ret tidligt besluttede vi, at vi hellere ville have få, men tydelige projekter frem for mange små.
Kunstnerne blev enten valgt gennem direkte opdrag eller konkurrencer. Ved direkte opdrag foreslog kunstkonsulenterne en række kunstnere, som kunstudvalget vurderede. Til de større projekter afholdt vi konkurrencer, hvor kunstnere fra hele verden kunne søge. Udvalgte forslag blev udstillet anonymt, så både brugere og kunstudvalg kunne se dem, før beslutningen blev truffet.
5. Hvordan fungerede samarbejdet med kunstnere, arkitekter og bygherre?
Det fungerede fremragende. Jeg oplevede stor gensidig tillid og engagement blandt alle involverede i kunstudvalget.
Under pandemien stod vi over for store udfordringer omkring logistik og fremdrift, og her var både kunstnere, arkitekter og bygherre meget involverede og tilgængelige for at løse problemerne undervejs.
6. Hvordan har I konkret arbejdet med at gøre kunsten relevant for børn og unge som brugere?
Vi havde mange gode diskussioner om netop dette tema. Ældre børn og unge forholder sig ofte mere som voksne til kunst, mens yngre børn i højere grad oplever kunst gennem følelser og sanser frem for en intellektuel tilgang.
Vi havde blandt andet møder med Ungdomsrådet – en gruppe unge mennesker, som var eller havde været patienter på hospitalet. De kom med tydelige og værdifulde input, som vi tog med i planlægningen.
Kunstudvalget lagde vægt på, at kunsten skulle skabe varierede sanseoplevelser og invitere til deltagelse. Børn stimuleres ofte mere gennem deltagelse end gennem ren observation, og derfor søgte vi kunstneriske udtryk, som kunne invitere til interaktion og leg.
Samtidig var det vigtigt, at kunsten holdt et højt kunstnerisk niveau og gik i dialog med arkitekturen, materialerne og stedets skala.
7. Kan du pege på et værk i Glasblokkene, hvor matchet mellem kunst og sted er særligt vellykket?
Det er et svært valg, fordi flere værker fungerer meget stærkt i samspil med stedet.
Edith Lundebrekkes skulpturer “Fibonacci”, “Sinus” og “Korpus” på forpladsen inviterer til interaktion og leg.
Den tyske kunstnergruppe Inges Idee har skabt værket “Nice to see you”, som med sit tegneserieagtige udtryk virker både humoristisk og inviterende for unge brugere.
Jeg vil også fremhæve de 11 Perler af Mari Røysamb og Ole Rosén, som ligger fordelt i de seks haver mellem bygningerne. Skulpturerne er designet, så de kan bruges aktivt, og jeg har flere gange set børn kravle gennem dem eller spejle sig i overfladerne.
Men hvis jeg skal fremhæve ét værk, må det være Ida C. Helland-Hansens gulvarbejder “Det var en gang…” og “Brusebroene”. Her er billeder og former lagt ind i gulvene som intarsia. Motiverne bygger på eventyrfortællinger og inviterer til leg, fortolkning og interaktion.
Både børn og personale elsker disse gulve. De fungerer som identitetsmarkører og som små opdagelser i de store bygninger.
8. Hvad var de største udfordringer i projektet – og hvordan håndterede I dem?
Helt fra begyndelsen etablerede vi faste rutiner for information og kommunikation mellem entreprenører, arkitekter, kunstnere og byggeledelse.
Byggepladsen var trang, så god logistik var afgørende. Fundamenter til skulpturer skulle støbes på præcise tidspunkter, glasværker skulle leveres i takt med facadearbejdet, og vi havde behov for adgang til byggekraner i bestemte faser af byggeriet.
Midt i processen kom pandemien, som skabte stor usikkerhed omkring transport, omkostninger og fremdrift. Her blev det afgørende, at alle involverede havde indsigt i hinandens arbejde og løbende kommunikerede tæt.
Det var også en stor hjælp, at kunstprojektet blev registreret i byggeprojektets digitale 3D-model med hjælp fra arkitekter og byggeleder.
9. Hvad ser du som den vigtigste værdi, kunst kan tilføre offentlige byggerier som hospitaler og skoler?
Kunst har en uvurderlig værdi i det offentlige rum.
Vi skal huske, at patienter ikke kun er syge – de er først og fremmest mennesker med de samme behov som alle andre.
Kunst i det offentlige rum fungerer som en identitetsmarkør. Den siger noget om, hvem vi er, hvor vi er, og hvor vi skal hen. Det gælder i alle offentlige rum.
10. Hvad er dit bedste råd til offentlige bygherrer, der gerne vil arbejde mere aktivt med kunst, men ikke ved, hvor de skal starte?
Etabler en komité med et tydeligt mandat og et klart budget.
Det er vigtigt, at komitéen kommunikerer med dem, der skal bruge kunsten. I Norge er det de færreste, som besøger kunstudstillinger regelmæssigt, og derfor kan samtidskunst virke fremmed for mange.
Derfor er det afgørende at tale sammen og lytte. Kunsten spiller på en måde på udebane i det offentlige rum – det offentlige rum tilhører alle.
Under arbejdet med Glasblokkene holdt jeg utallige oplæg og møder med forskellige brugergrupper, hvor jeg præsenterede kunstudvalgets tanker og processer. Vi fik mange værdifulde tilbagemeldinger.
Selv når nogle var skeptiske over for kunsten eller bestemte kunstneriske udtryk, oplevede de, at deres stemme blev hørt. Det gjorde kunsten lettere at acceptere – også når man ikke nødvendigvis var enig.
Tid er en vigtig medspiller. Lyt og kommunikér.
Hos KHR arbejder vi med helhedsorienterede løsninger, hvor arkitektur, kunst og wayfinding understøtter både funktion, orientering og brugeroplevelse. Vil du høre mere om erfaringerne fra Glasblokkene eller lignende projekter, er du velkommen til at kontakte arkitekt Caroline Tjernås.
Tak til KORO for lån af billeder. Fotograf Pål Hoff.
