I et klassisk sommerhusområde i Tibirke har KHR Architecture i tæt samarbejde med bygherren tegnet et sommerhus med ønsket om at skabe et sted, der opleves roligt, varmt og indbydende, samtidig med at det giver privathed i forhold til omgivelserne. Projektet tager afsæt i landskabet, udsigterne og områdets traditionelle byggeskik. Resultatet er et sommerhus, der opleves diskret og naturligt i omgivelserne, men som samtidig rummer generøse opholdsrum, skræddersyede løsninger og en planløsning, der fungerer både til ophold for få og til perioder med gæster.
Tibirke
Danmark
2025
300 ㎡
Garde Hvalsøe
Arkitektrådgivning og byggeledelse

Stråtaget som arkitektonisk greb
Det store stråtag er husets mest markante element. Taget refererer til områdets traditionelle sommerhusarkitektur, men er fortolket i en nutidig form. De kraftige proportioner får huset til at virke mindre og mere jordbundet, som om bygningen lægger sig ned i landskabet. Et præcist udskåret snit i tagfladen giver plads til et ni meter langt vinduesparti, der tilfører dagslys og udsigt uden at bryde tagets samlede form.

Sommerhusinteriør skabt i samarbejde med Garde Hvalsøe
Interiøret er udviklet i tæt samarbejde med Garde Hvalsøe og er tænkt som en integreret del af arkitekturen. Køkken, garderober, køjesenge, specialinventar og møbler er skræddersyet til huset og dets rumlige logik. Materialepaletten viderefører husets arkitektoniske idé med natursten, Oregon Pine og afdæmpede farver. Samarbejdet har gjort det muligt at arbejde med detaljer og håndværk på tværs af skalaer, så arkitektur og inventar fremstår som en samlet helhed.

Lys, udsyn og rumlige forbindelser
Lysindfaldet er bearbejdet som en integreret del af arkitekturen. Det lange vinduesparti i stråtaget bringer dagslys dybt ind i førstesalen og skaber udsigt til himmel, trækroner og landskab. I badeværelset falder lyset ned gennem et stort ovenlys, der giver rummet en særlig ro og intensitet. Et indvendigt vindue mellem badeværelset og det dobbelthøje opholdsrum skaber samtidig visuel kontakt mellem etagerne og lader dagslyset bevæge sig videre gennem huset. Også skoddernes perforering bidrager til oplevelsen ved at filtrere lyset og skabe skiftende mønstre af lys og skygge i interiøret.
Et hus tegnet til stedet
Sommerhusets arkitektur er formet af landskabet omkring det. Placeringen i kanten af en lille lund og ved foden af et bakkedrag har været udgangspunktet for projektet. Huset er tegnet lavt og langstrakt, så det følger terrænet frem for at markere sig i det. Materialerne er hentet fra områdets egen byggeskik – strå, træ og natursten – og giver huset en naturlig tyngde og tilstedeværelse. Arkitekturen søger ikke at dominere stedet, men at blive en del af det.

“Vi arbejdede med facaden som et lag mellem huset og landskabet. De store skydeskodder gør det muligt at åbne huset helt op eller skabe mere privathed, afhængigt af årstid, vejr og brug. Når man bevæger sig rundt i landskabet, ser man aldrig hele glasfacaden. Skodderne filtrerer huset og får det til at træde tilbage. Indefra opleves det modsat – her åbner huset sig mod udsigten og landskabet. Samtidig filtrerer ciseleringen lyset og skaber et levende spil af lys og skygger i rummene gennem dagen.”
Mikkel Beedholm, partner og kreativ direktør
Kontakt

Et hus til både få og mange
Sommerhuset er disponeret, så det kan fungere både som et intimt opholdssted for få mennesker og som samlingspunkt for en større familie. Gæsteafdelingen ligger diskret placeret ved entréen og kan fungere som en selvstændig del af huset, når mange er samlet. Når huset bruges af én eller to personer, træder værelserne naturligt i baggrunden, så huset fortsat opleves overskueligt og nærværende. Planløsningen gør det muligt at skifte mellem forskellige måder at bruge huset på uden at ændre dets karakter.



