KHR Architecture er sammen med et stærkt, alsidigt team blevet prækvalificeret som ét af tre hold, der skal byde på en udvidelse af AUH Psykiatrien i Skejby.
KHR Architecture skal byde på AUH Psykiatrien i Skejby
”Det er fantastiske nyheder for hele vores hold bestående af Amber Infrastructure Limited, Kemp & Lauritzen, Raundahl & Moesby, NIRAS og os hos KHR Architecture! Vi er et stærkt team i forhold til at sikre en solid finansieringspakke over mere end 25 år, og vores ekspertise inden for psykiatri og somatisk vil være en værdifuld ressource.
Vi glæder os til at arbejde tæt sammen med Region Midtjylland for at levere den bedste løsning i det offentligt-private partnerskab, som ligger helt i tråd med vores lange tradition for at lave velfærdsarkitektur med mennesket i centrum,” siger CEO Lars Kragh.
Region Midtjylland satte i juli måned en ny kontrakt i udbud om et offentlig-private partnerskab (OPP) for en udvidelse af psykiatrien på Aarhus Universitetshospital med et nyt retspsykiatrisk sengeafsnit og et kontorområde til klinisk personale på i alt ca. 4.500 m2.
Nu er der så udvalgt tre hold, der i samarbejde med Region Midtjylland skal afklare løsninger og vilkår for byggeriet før de afgiver et velkvalificeret endeligt tilbud på opgaven i starten af 2024.
Den nye bygning skal bygges sammen med den resterende psykiatri for at sikre den daglige funktion og interne logistik og en af bedømmelseskriterierne bliver da også, hvor godt man formår at skabe et design, der passer sammen med de eksisterende rammer for AUH Psykiatrien. Udvidelsen er et led i den landsdækkende indsats for at styrke retspsykiatrien i Danmark, hvor KHR Architecture blandt andet har været Totalrådgiver og arkitekt på Sct. Hans Ny Retspsykiatri, der i 2022 blev kåret til årets sundhedsbyggeri.
Læs mere om KHR Architectures ydelser inden for sundhedsbyggeri og se konkrete projekteksempler.