KHR er ansvarlig for både arkitektur og indretning af en stor ny restaurant, der netop nu skyder op centralt i Nuuk. Projektet bliver til i tæt dialog med bygherre Rikke og Jørgen Pedersen, der i forvejen driver flere restauranter i byen.
360 graders arkitektrådgivning
”Restaurantbyggeriet er et forholdsvist lille projekt for KHR, men til gengæld tager vi os af både arkitektur, indretning og design og er med igennem alle faser. Vi har en rigtig god dialog med bygherre, der får en restaurant med et spændende flow med åbne kig, specialdesignede møbler og en lækker serveringsterrasse med udsigt til fjorden,” siger Janina Zerbe, der er kreativ direktør og partner i KHR Architecture.
Den grønlandske natur har både funktionelt og æstetisk været med til at forme projektet.
”I forhold til det overordnede arkitektoniske greb og facaden har naturen i forvejen skabt et fundament af klippe, og den æstetik bygger vi i projektet videre på med en sokkel beklædt med sort beton som er præget i overfladen. Ovenpå kommer et glasparti, inspireret af havet og isen. Øverste del af bygningen bliver som en æske af træ, der nærmest svæver på det transparente glasparti,” forklarer Janina Zerbe.
”Bygningen ligger på en grund med niveauforskelle, hvilket kan være udfordrende. Vi har vendt det til en fordel ved at tegne en restaurant i forskellige niveauer i åben forbindelse. På den måde skaber arkitekturen forskellige zoner til forskellige funktioner og stemninger, men samtidig et naturligt flow og fine kig fra det ene område til det andet. Da vi også står for indretningen, kan vi sikre, at de arkitektoniske rammer bliver udnyttet optimalt.”
Det er planen, at den nye restaurant ”Nivi” åbner til sommer. Det knap 1000 m2 store byggeri kommer ud over restauranten også til at huse butikslejemål. Nurepa er hovedentreprenør på projektet med Inuplan som ingeniør.
Klik dig videre for at læse mere om KHRs ydelser inden for erhvervsbyggeri eller se flere erhvervsprojekter.