KHR prækvalificeret til konkurrence om stor ny distriktsskole i HafenCity i Hamborg
25. januar 2022
KHR Architecture skal tegne forslag til et prestigefuldt skolebyggeri til 1600 elever i Hamborgs nye havnekvarter.
Campus HafenCity til 1600 elever
- ”Vi er virkelig stolte af at være blevet udvalgt som ét af 12 hold, der skal lave et forslag til det prestigefulde nye Campus HafenCity i Hamborg. Der er rigtig mange gode tegnestuer med i konkurrencen, men vi har en solid ballast inden for uddannelsesbyggeri, og jeg tror på, at vores gode ideer kan gå hele vejen,” siger Palle Bo Rasmussen, der er ansvarlig for det tyske marked hos KHR Architecture.
- ”Der skal bygges rigtig mange nye skoler i Hamborg de kommende år, men Campus HafenCity får en beliggenhed og en grad af opmærksomhed, der kræver noget ganske særligt. Den nye skole skal i funktion, bæredygtighed og udtryk være et fyrtårn for det moderne skolebyggeri. Vi glæder os til at komme i gang!”
Attraktiv ny bydel mangler en videregående skole
Den nye bydel HafenCity i Hamborg, som nok bedst er kendt for vartegnet Elbphilharmonie, skal have sin egen videregående distriktsskole og gymnasium. Den nye og attraktive bydel ved havnen i Hamborg har p.t. kun en grundskole og mangler kapacitet til de mange nye børn i området. Det skal der gøres noget ved med en 8-sporet videregående skole og en daginstitution. Samtidig er skolen tænkt som et samlingssted, der kan komme foreningslivet til gavn og fungere som et mødested i området.
Kompleks bymæssig kontekst til 14 000 m2 skole
Det har ikke været nemt at finde den rette grund til den store nye skole i bydelen ved havnen. Den valgte byggetomt grænser op til en stor vej, et jernbaneanlæg og en park ved siden af en række nye boliger. Der er planlagt og delvist allerede opført kontorbyggeri parallelt med jernbaneanlæggene. Det er med andre ord en kompleks bymæssig kontekst, hvor den moderne og bæredygtige skole på ca. 14 000 m² skal opføres.
Konkurrencebidragene skal afleveres i april og juryen forventes at træffe en beslutning i juni.
Ambitionen er at den nye skole kan tages i brug i 2025. I mellemtiden er Campus HafenCity allerede startet op i midlertidige containerbygninger.
Læs mere om KHR’s ekspertise inden for uddannelsesbyggeri og se relevante projekter her.