NREP købte i april sidste år det konkursramte shoppingcenter Kronen fra 2017 for 680 mio. DKK. Forud for købet var KHR Architecture både teknisk og arkitektonisk rådgiver for ejendomsudvikleren og med til at afdække mulige scenarier for en ny version af Kronen. Nu fortsætter samarbejdet med projektering af den konkrete ombygning.
Helhedorienteret tilgang med fokus på brugerne og den bymæssige kontekst
-Det er en fornøjelse at arbejde med en visionær bygherre som NREP, der ikke kun tænker konkrete funktioner og kortsigtet økonomi, men kan se værdien i en helhedsorienteret tilgang, hvor der bl.a. investeres i legeplads og uderum og indtænkes andre funktioner end i et klassisk shoppingcenter. Brugerne og den bymæssige kontekst er afgørende for Kronens succes, og derfor er de det naturlige omdrejningspunkt for ombygningen, siger Janina Zerbe, der som kreativ partner er ansvarlig for projektet hos KHR Architecture.
Ambitionen er at skabe en bymidte for Vanløses borgere
NREPs ønske er at udvikle Kronen til et naturligt samlingssted i Vanløse frem for at konkurrere med store shopping malls.
- Vores ambition er at skabe en bymidte, som Vanløse-borgerne har lyst til at engagere sig i. Det indebærer, at vi skal skabe gode og spændende tilbud, så borgerne får en række grunde til at besøge og opholde sig på Kronen, siger Rasmus Meyhoff, der er udviklingsdirektør hos NREP, i en pressemeddelelse.
Det handler om at skabe et godt flow og rum, hvor man slår sig ned
- Det handler helt basalt om at skabe en kombination af et naturligt flow, relevante funktioner og rum, hvor man har lyst til at slå sig ned. Kronen i dag har mange kvaliteter, men det lukker sig om sig selv, og der er ingen oplagt trafik til butikkerne på første sal, siger Janina Zerbe, der er kreativ partner i arkitektfirmaet KHR Architecture.
- Det bliver der lavet om på ved at åbne facaderne og skabe et alsidigt rekreativt udeareal på metrotorvets sydvendte, hævede terrasse, hvor vi har vi et stort fokus på at fremme det grønne element og at skabe et mødested i byen, der har noget at byde på uanset alder og interesser.
Det nye Metrotorv kan stå klart næste år
Det aktuelle projektforslag afhænger til dels af en revideret lokalplan, men byggestart forventes til efteråret, så den nye terrasse på metrotorvet kan stå klar til foråret 2023.
Læs mere om KHRs ydelser inden for bygherrerådgivning og erhvervsbyggeri.