På sporet af tværfaglige udfordringer, et stærkt team og tilfredse kunder

Vil du kort præsentere dig selv?

Jeg er noget så atypisk som en ingeniør i et arkitektfirma.

Egentlig ville jeg have været arkitekt, men det syntes min far, der selv er arkitekt, var en dårlig idé. Der var jo så mange arbejdsløse arkitekter, så jeg blev ingeniør i stedet. Det år, jeg blev færdiguddannet, var der 40 procent arbejdsløshed blandt nyuddannede ingeniører, så den slags skal man ikke gisne om (griner).

Hvorfor valgte du en karrierevej inden for bygherrerådgivning?

I begyndelsen af min karriere som ingeniør troede jeg faktisk, at jeg skulle være forsker og brugte et halvt år på at finde et firma, der ville finansiere en erhvervs-ph.d., men i 1991, da jeg blev færdig, var der krise overalt, så der var ingen ingeniørfirmaer, der ville betale for en erhvervs-ph.d. Og så tænkte jeg, at det næste bedste måtte være at arbejde med forskning i Byggeforskningsinstituttet, hvor jeg arbejde med livscyklusanalyser af byggeri og det kom der én god ting ud af: Jeg fandt ud af, at jeg aldrig skulle være offentlig ansat igen.

Min lykke blev gjort, da jeg kom til Birch & Krogboe - der i dag hedder Niras - for at arbejde med miljørigtigt byggeri og fik en rigtig fin mentor. Han fik mig hevet over i bygherrerådgivningen og da det blev sommer, hvor der manglede opgaver til mig, blev jeg sat til at sælge. Begge dele har jeg fortsat med lige siden.

Det var også i Birch & Krogboe, at jeg mødte Lars Kragh, som jeg fik et rigtig fint samarbejde med og har arbejdet sammen med i 25 år efterhånden – kun afbrudt af en årrække, hvor jeg var ansat hos Drees & Sommer inden jeg kom til KHR.

Kan du forklare nærmere, hvad du laver som direktør for bygherrerådgivningen hos KHR Architecture?

Først og fremmest har jeg ansvaret for at alle  bygherrerådgiverne har opgaver at løse. Bygherrerådgivere er efterspurgte på markedet, så det er vigtigt, at de trives hos KHR, med en passende work load, interessante opgaver, der udvikler dem fagligt, og ikke mindst et godt socialt sammenvær.

Derudover er jeg involveret i rigtig mange af projekterne for at være med til at sikre, at vi leverer et ensartet produkt til vores kunder.

Jeg har lavet teknisk due diligence i 30 år, så jeg ved hvad det drejer sig om og er godt til at bygge bro mellem det tekniske og det kommercielle niveau. Det er en rolle, jeg trives rigtig godt med, og hvor det giver stor værdi at være del af et arkitekthus. Jeg kan nemt få en kollega til at skitsere en idé, så kunden nemmere kan forholde sig til de muligheder, der ligger i ejendommen.

Det er vigtigt, at hele teamet er bevidste om, hvad vores arkitektkolleger kan bidrage med i forhold til både konkrete og eventuelle afledte opgaver, så vi udnytter synergierne i huset fuldt ud.

Hvad er succeskriterierne for dig og dit team af bygherrerådgivere?

Det er selvfølgelig et mål for mig, at bygherrerådgivningen har succes, og at både vores kunder og kolleger kan se, at det giver mening med en bygherrerådgivningsafdeling i et arkitektfirma. Bredden af kompetencer og samspillet mellem dem giver stor værdi både internt og eksternt.

Af samme grund er det også et succeskriterium for mig, at vores afdeling vokser yderligere. Det gør nemlig, at vi får endnu flere kompetencer og projekter, som også arkitektdelen får glæde af.

Og så er det naturligvis ikke mindst de tilfredse kunder, der er et succeskriterium. Såvel nye som eksisterende kunder skal kunne mærke, at vi tager alle opgaver seriøst og gør vores yderste for at løse dem, så kunderne får indfriet deres forventninger og gerne lidt til.

Hvad motiverer dig mest i dit arbejde?

Alt der er svært – jeg elsker nye udfordringer. Man må aldrig sige til mig, ”det kan ikke lade sig gøre”, så får jeg lyst til at modbevise det! Jeg trives allerbedst, når jeg skal kombinere forskellige discipliner og involvere flere parter for at få tingene til at ske. Det er sjovt. Jeg vil gerne møde nye mennesker og synes, det er spændende, at jeg er i kontakt med så mange både danske og udenlandske virksomheder, især der hvor jeg får opbygget en dybere relation.

Er der et projekt, som du er særlig stolt af at have bidraget til?

Helt grundlæggende synes jeg, at det er sjovt, når vi formår at skabe synergi mellem husets kompetencer. Det kan være, når en bygherrerådgivningsopgave vokser videre til en arkitektopgave eller vise versa, som eksempelvis due diligence på Copenhagen Cargo Center, der blev til 5.000 m2 nybyggeri eller Hvidovervejens Butikscenter som også startede som en due diligence og blev til et stort boligprojekt.

Hvilket projekt gad du godt få mulighed for at arbejde på?

Jeg ville rigtig gerne være med til at arbejde med et nyt nationalstadion. Jeg har lavet mange stadionprojekter - bl.a. lavet B-tribunen i Parken og så er det vist ikke nogen hemmelighed, at jeg går ret meget op i fodbold (red: Peter er Leeds og FCK-fan).

ESG er et emne, der fylder meget i branchen. Hvordan rådgiver I om ESG, og har du nogle generelle råd i den forbindelse? Evt. konkrete standarder eller redskaber, der kan være nyttige i forhold til ESG-rapportering?


Den største udfordring er, at der mangler en branchestandard. Det gør det svært at sammenligne data og projekter. Vi har været med til at sparre om udviklingen af Real ESG, hvor en række aktører fra branchen er gået sammen for at udarbejde en transparent, konkret sammenlignelig ESG-rapport, og det er i hvert fald en begyndelse.  EU har også som en del af deres taksonomi, udarbejdet et screeningsværktøj, der kan hjælpe med at afgøre, hvilke aktiviteter, der har en bæredygtig profil og dermed kan føde ind i en ESG-rapport, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det stadig en ad hoc disciplin.

Hvordan holder du dig opdateret inden for dit fag og din branche?

Jeg holder mig naturligvis ajour med vores kunder og mit netværk og får ad den vej et godt indblik i de krav, som markedet stiller, og så er der en konstant læring via de opgaver, vi løser.

Har du et godt råd til en investor, der overvejer at købe en bygning eller udvikle et projekt?

Man skal passe på med at give generelle råd for folk skal naturligvis selv træffe deres beslutninger, men når vi taler ejendomstransaktioner eller udvikling af nye projekter, bør de have en kvalificeret rådgiver med sig - fx KHR som med kombinationen af arkitektur og bygherrerådgivning kan tilbyde en spændende palette af rådgivningsydelser.