Det store sygehusbyggeri ”Glasblokkene” i Bergen, som KHR er med til at projektere for Helse Bergen, har fået hæderlig omtale af organisationen buildingSMART International, der hvert år kårer projekter fra byggebranchen, der på forbilledlig vis demonstrerer værdien af at arbejde og bygge digitalt.
International anerkendelse for fuldt digitalt sundhedsbyggeri
Projektleder Ida Garvik Villadsen, der står i spidsen for KHR Architecture i Norge, sætter pris på anerkendelsen fra buildingSMART International, der har udvalgt Glasblokkene, som en af fire finalister i kategorien "construction".
- Vi er virkelig glade for anerkendelse, som jeg i al beskedenhed må sige, er helt fortjent. Helse Bergen er en visionær bygherre, der har gjort det muligt at anden etape af Haukeland børne- og ungdomssygehus og kvindeklinik køres fuldt ud digital. Det betyder, at vi ikke kun projekterer papirløst, men også at hele byggepladsen styres digitalt gennem systematisk færdigstillelse og digitalt samarbejde.
Resultaterne taler for sig selv
Ida Garvik tilføjer:
- Projektet følger både tidsplan, kvalitetsmål og budget, hvilket nok er det bedste bevis på styrken i at arbejde og ikke mindst samarbejde digitalt på tværs af de mange faggrupper, som er involveret i et projekt af denne størrelse og kompleksitet.
- Alle involverede har til en hver en tid adgang til opdateret information om alle dele af projektet og kan arbejde effektivt uden at spilde tid på at vente, koordinere eller lave fejl på grund af forældede eller manglende informationer.
En helt ny måde at samarbejde på
Kristian Brandseth, der er projektleder på projektet for Helse Bergen forklarer:
- Tidligere har det været almindeligt at dokumentation fra de forskellige entreprenører blev leveret på bagkant af det udførte arbejdet. Sådan var det også på Haukeland før. I dette projekt har alle lagt deres information, digitalt, forud for selve byggeriet.
- 40.000 objekter, for eksempler lysarmatur, toilet eller rør, ligger inde i systemet med statuskode. Det er ingen barrierer mellem datasystemerne, og både bygherre og konsulenter har samme data. Det betyder at alle kan planlægge og styre på samme, opdaterede datagrundlag. Det er ganske unikt, og det sikrer kvalitet. Vi oplever at vi har fået en helt ny måde at arbejde på.
Måske verdens bedste sygehus
Anden etape af Haukeland børne- og ungdomssygehuset i Bergen er på i alt 50.000 m2 til 3,5 milliarder NOK og forventes at stå færdigt ved årsskiftet 2022/2023. Byggeriet omtales som ”måske verdens bedste sygehus” og sammen med fase 1, der stod færdigt i 2016, bliver anlægget på i alt 79.000 m2.
KHR Architecture har som en del af arkitektgruppen BUS(P) skitseret og projekteret begge faser af Haukeland børne- og ungdomsygehus, også kaldet Glasblokkene. BUSP(P) er et samarbejde mellem KHR Architecture, Rambøll Arkitektur og Landskab Trondheim samt PKA Arkitekter med Schønherr Landskab som underrådgiver.
Læs mere om Haukeland børne- og ungdomsygehus eller digital projektstyring og BIM.