En skole der viser børnene vej

Siden KHR Architecture i slutningen af 2019 vandt konkurrencen om at tegne en ny skole til Nuuk, har skolens arbejdstitel været ”Skolen på Sletten”. Skolen ligger nemlig på kanten af den store slette, hvis bjergsilhuet har givet inspiration til skolens særlige taggeometri, der mimer bjergrygge i landskabet.  

Nu har Sermersooq Kommune, der har hovedsæde i Nuuk, afholdt en konkurrence for at finde det endelige navn til den store skole, der efter planen åbner næste år.

Atuarfik Inussuk - "Skole Varde" - løb med sejren blandt 228 forslag.

”En varde er en stabel af sten i landskabet, som historisk har været brugt til at markere ruter og vise vej. På samme måde vil skolen gerne føre børnene på rette vej i livet. Det er en virkelig fin metafor, samtidig med at navnet har en behagelig klang, så jeg er virkelig glad for det valgte navn,” siger Janina Zerbe, partner og kreativ direktør hos KHR Architecture.

Semersooq Kommune er Grønlands største og har netop varden som sit logo.

Aturafik Inussuk får plads til cirka 1200 elever fra 0. klasse til udskolingen. I tilknytning til skolen ligger en daginstitution, som snart er indflytningsklar.