KHR Architecture er i vinderteam på totalentreprisekonkurrencen om ’Atuarfik Narsasuaq - Skolen på sletten’ i Nuuk. Projektet indeholder en ny skole, SFO samt en ny daginstitution på i alt ca. 17.000 m2.
Vinderteamet er:
- Totalentreprenør ISTAK
- KHR Architecture
- Ingeniør Verkis
- VEGA Landskab
Placeringen midt i Nuuk by og på kanten af ’Store Slette´ udnyttes til at skabe en unik skole, der både er en integreret del af byen og samtidig binder sig sammen med landskabet. Skolen åbner sig mod byen med aktive byrum og facader, der afspejler udadvendte funktioner som sportsfaciliteter, auditorium og hjerterum, og således kan skolen fungere som hele byens samlingssted efter skoletid.
Det arkitektoniske udtryk er inspireret af den allestedsnærværende grønlandske natur. Bygningens tage er formet efter klippelandskabet og fremstår i silhuet mod himlen, som bjergenes konturer. De skulpturelle tagformer skaber en indre dobbelthøj rumlighed med ovenlys i hvert volumen. Skolen fremstår som et ikon, med en subtil, underspillet materialitet, hvor detaljerne i materialer og den overordnede komposition giver et samlet, stærkt udtryk.
Skolens hovedgreb bygger på Grønlands historie om naturen som grundvilkår for livet, samtidig med, at den peger på en måde at bygge på, der giver første prioritet til indeklima, dagslys og smukke rumligheder, hvor mennesker kan leve og trives. Skolen bliver et vartegn, der fortæller en historie om barnet i centrum for skolebyggeri, om at bygge en by med plads til mennesker, både inde i bygningerne og i rummet mellem husene.
Den nye skole rummer børn fra 1-16 år i en fortløbende udvikling, hvor bygningen favner og følger barnet i takt med at det vokser, fra den beskyttede lille verden i daginstitutionen til større frihed, ansvar og udsyn, så de ældste elever slutter på toppen af skolen med udsigt over byen - klar til at indtage verden.
Skolen samt SFO er disponeret til 1200 elever og daginstitutionen rummer 120 børnehave- og vuggestuebørn.
Bygherre: Siorarsiorfik – Nuuk City Development A/S
Sted: Nuuk, Grønland
År: 2019
Størrelse: Ca. 17.000 m2