KHR Architecture vinder endnu en opgave i Nordtyskland sammen med det lokale arkitekt- og ingeniørfirma bpplan. Projektet er denne gang en udvidelse af Hochrad Gymnasium i Hamborg, der skal gøres 5-sporet og udvides med en ny stor sportshal.
Nordtysk konkurrence-hattrick
”Vi er rigtig glade for vores nordtyske hattrick. Konkurrencen er hård i Tyskland, så vi har bevidst valgt at satse på Berlin og det nordtyske område. Med tre projekter inden for en begrænset radius, høster vi nu synergierne af dette fokus,” siger partner og kreativ direktør Janina Zerbe fra KHR Architecture.
KHR Architecture og bpplan architekten und ingenieure vandt tidligere i år et andet skoleprojekt i byen Sattrup og meddelte i sidste uge, at de har vundet konkurrencen om at omstrukturere et stort olympisk center i Hamborg.
”Vores løsningsforslag var markant anderledes end dét, bygherre havde lagt op til i projektopdraget, så vi var spændte på reaktionen, da vi personligt var nede for at præsentere projektet for juryen. Heldigvis syntes de rigtig godt om vores projektforslag, hvis koncept løser opgaven bedre, end de havde forestillet sig muligt.”
”Et af de væsentlige greb er, at den store sportshal bliver halvvejs gravet ned, så den ene halvdel kan overbygges med klasselokaler og den resterende del af taget kan bruges som udeareal i forlængelse af skolegården. Tanken er at kombinere en solid base i stål med en lettere trækonstruktion for at give bygningen et lavere klimaaftryk og et lettere udtryk. På den måde bliver grundens relativt begrænsede plads udnyttet optimalt og nybyggeriet kommer ikke til at fremstå for bastant.”
”Nu skal vi have sat et stærkt hold til opgaverne, så hvis man er en erfaren arkitekt eller konstruktør med tyskkompetencer, er man meget velkommen til at sende os en ansøgning.”
Læs mere om projektet her.