Sammen med Bo-Vita, Svanen Development A/S og Sandkjær A/S har KHR Architecture A/S vundet konkurrencen om at skabe boligprojektet Kregmehusene for Halsnæs Kommune.
Vinderforslag
”Vores projektforslag scorer højest blandt de fem indsendte forslag på alle fire udvalgskriterier, der omfatter arkitektur, pris, håndtering af grupper med 100 procent anvisningsret og disponering af den private bebyggelse. Det er et udtryk for et rigtig godt samarbejde på vores hold, og vi glæder os til at komme i gang,” siger Torben Juul, der er partner og designdirektør i arkitektfirmaet KHR Architecture.
Ud af 10 mulige point opnår KHR Architecture med Bo-Vita, Svanen Development og Sandkjær rådgivende ingeniører 9,37, mens det næstbedste forslag ligger på 5,99.
Diversitet og fællesskab i en blandet bebyggelse
”Sammen med Bo-Vita, Svanen Development og Sandkjær har vi skabt et projektforslag, der baner vejen for diversitet, bæredygtighed og fællesskab i tråd med Halsnæs Kommunes ønsker for området. Kregmehusene bliver en blandet bebyggelse med fifty-fifty almene og private boliger, der opføres via en delegeret bygherremodel, hvor Bo-Vita er bygherre for de almene boliger og Svanen Development for de private,” forklarer Torben Juul.
”Masterplanen for området er meget overbevisende og har et tydeligt og velfungerende rumligt hierarki, hvor der både indbydes til mindre fællesskaber i klyngerne og et større fællesskab i det langsgående grønne, aktive fælles landskabsrum”, og at ”der bruges meget enkle arkitektoniske virkemidler til at opnå dybde og variation i byggeriets udtryk.”
- Evalueringsrapporten fra Halsnæs Kommune
Strategisk fokus på den blandede by
For KHR Architecture er Kregmehusene del af et bredere strategisk fokus på boligprojekter, der bidrager til den blandede by både socialt og æstetisk:
”Som arkitekter er vi med til at skabe rammer for liv, både for det enkelte individ, men også i et bredere perspektiv, fordi byudviklingen er med til at forme vores samfund. Den aktuelle diskussion om bolig-ghettoer er et godt eksempel på, hvor meget demografien betyder og hvor vigtigt det er, at tænke den sociale bæredygtighed ind i boligprojekter. Kregmehusene bliver en blanding af privat og almennyttig beboelse med bofællesskaber og handicapvenlige boliger, hvor kommunen har 100 procent anvisningsret. Det har været et ønske fra kommunen at skabe et nærmiljø, der er socialt bæredygtigt og fordrer fællesskabet på tværs af alder og baggrund, og det skaber vores forslag gode forudsætninger for,” siger Torben Juul.
Bæredygtig arkitektur
”For at et boligområde bliver socialt bæredygtigt skal det naturligvis også være et sted, hvor folk føler sig hjemme. Derfor er det afgørende at give arkitekturen en identitetsskabende signatur og sørge for, at funktionalitet og flow i både den enkelte bolig og den overordnede plan understøtter beboernes behov bedst muligt og er med til at fremme det lokale fællesskab,” fortsætter Torben Juul.
Det nye boligområde med cirka 175 boliger får en naturskøn beliggenhed mellem Arresø og Roskilde Fjord og skal imødekomme den stigende efterspørgsel på boliger i bydelen Kregme i Halsnæs Kommune.
Fakta om udbud, tilbud og evaluering
Uddrag fra udbudsteksten fra Halsnæs Kommune:
”Ejendommen udbydes som en samlet projektgrund med henblik på at imødekomme efterspørgslen på boliger i bydelen Kregme, der er centralt placeret i forhold til infrastruktur til og fra Halsnæs kommune med både bil og offentlig transport.
Området Kregme Syd er lokalplansmæssigt opdelt i 7 delområder (...) Et centralt afsæt for udbuddet af dette delområde er, at der stilles krav om minimum 30% alment boligbyggeri, idet der ønskes en blandet beboersammensætning. Målet hermed er at skabe et område, der især kan tiltrække børnefamilier, men også formår at integrere mere sårbare målgrupper.
Derfor vil der blive lagt vægt på hvorledes projektet sikrer, at bebyggelsen bliver socialt bæredygtig, bl.a. ved at sørge for variation i boligmasse og ejerforhold, samt ved at planlægge bebyggelsen på en måde, der tilgodeser fleksibilitet og fremtidssikring i forhold til ændringer i demografien.
Samtidig vil der blive lagt vægt på, at bebyggelsen kommer til at indgå i et naturligt og gensidigt givende samspil med de omkringliggende områder og resten af Kregme.
Med denne baggrund henvender udbuddet sig især til aktører, der kan formå at løfte den almene opgave såvel som udviklingen af den private del af projektet.”
Vindende team: Ejendomsudviklingsselskabet Svanen Development, Sandkjær rådgivende ingeniører, boligorganisationen Bo-Vita og arkitektfirmaet KHR Architecture.
Udvalgskriterier og vægtning:
1) Pris (55 %)
2) Disponering af byggeretterne til det private formål (10 %)
3) Håndtering af målgrupperne med 100% anvisningsret (15 %)
4) Områdets byggeri- og arkitektur (20 %)
Læs mere om selve projektet eller om vores ydelser inden for boligarkitektur.