Berlingske: 5 stjerner til arkitekturen på det nye Retspsykiatriske Center Sct. Hans
29. november 2021
”Ærlighed er en dyd, også i arkitekturen, og en sådan arkitektonisk ærlighed gennemsyrer hele hospitalet,” - arkitekturanmelder Holger Dahl i Berlingske om Sct. Hans Retspsykiatri.
”Projektet udnytter fornemt den skrånende grund ned mod Roskilde Fjord og knytter sig stilfærdigt og elegant til det gamle hospitals aksiale struktur.”
”Ved at udnytte terrænfaldet får de fire afdelinger rytme og særpræg, og stedet har i det hele taget en venlighed, som virker smittende og får den besøgende til at tro på klicheen om ”helbredende arkitektur” (…) Her er ingen uendelige korridorer eller trivielle ensartede vægflader. Overalt er der variation og gode kig til den grønne verden udenfor," skriver arkitekturanmelder Holger Dahl efter sit besøg på det nye Retspsykiatriske Center Sct. Hans, der blev indviet i september.
"Man tænker uvilkårligt, at et sådant rum er godt for plagede sind"
Sådan skriver Holger Dahl om den store aktivitetshave, der ud over sports- og rekreationsfaciliteter også indeholder sansekunstværker i bronze. "Det er et stykke meget vellykket landskabsarkitektur med stor, nærmest parkagtig herlighedsværdi og ovenikøbet et stykke meget fint, vanligt poetisk skulpturprojekt af Sophia Kalkau."
Behagelige og sikrede sengestuer med helende atmosfære og udkig
Sengestuerne på Sct. Hans er designet, så alle - selv de sengeliggende patienter - får gavn af lys og udsyn til naturen. Samtidig er indretningen varm og hjemlig, på trods af de ekstreme sikkerhedskrav.
Patienterne er endnu ikke flyttet ind, men Holger Dahl er enig: ”...sengestuerne, der lykkes med at virke som behagelige rum, samtidig med at de opfylder alle sikkerhedskrav for både indlagte og personale."
”Det meste i projektet er både vel gennemtænkt og udført og er i hvert fald for denne anmelder endnu et bevis på, hvor meget man kan opnå med konsekvent og gedigen arkitektur."
Holger Dahl synes, at arkitekturen rammer plet med sit diskrete ydre, sit venlige, grønne indre og sin usynlige sikring af bygningen:
”Den udfordring har KHR løst på elegant vis ved at bygge hele komplekset op over en serie forskudte gårde, som i deres fælles centrum har en stor, meget velformet have.”
Læs hele Berlingskes anmeldelse her.