Wayfinding-konceptet på Haukeland Børnesykehus er et eksempel på, hvordan god arkitektur kan gøre komplekse bygninger lette at forstå og bevæge sig rundt i. Allerede i de første designfaser er der arbejdet målrettet med at understøtte intuitiv orientering og effektive flows for både børn, pårørende og personale. Kombinationen af gennemtænkt arkitektur, målgruppespecifik skiltning, individuelle farvekoncepter for hver blok og integrerede kunstelementer skaber genkendelighed og stedsfornemmelse i det 79.000 m² store hospital.
Bergen
Norge
Helse Bergen
2024
79.000 ㎡

“"Indvendige glaspartier trækker det naturlige dagslys ind i bygningen og skaber visuel kontakt mellem zoner, så børn og voksne bedre kan orientere sig."”

Print på glas tjener flere funktioner i ét
Printede mønstre og motiver på glasvægge løser flere funktioner i ét greb: De mindsker indkig og skaber afskærmninger i et åbent og transparent hospitalsmiljø. Samtidig fungerer de som dekorative elementer, der understøtter den visuelle identitet o wayfindingen.
På den måde bliver glasfladerne ikke blot praktiske løsninger, men aktive medspillere i et helhedsorienteret design, der kombinerer overblik og adspredelse med behov for privatsfære.

Kunst som legende og terapeutisk element
Kunstværkerne i børnesygehuset er ikke kun til pynt – de er nøje udvalgt for at støtte både orientering og trivsel. Visuelle fortællinger og legende installationer, som perlene, der er trillet ud i hele området, giver et indspark til samtale og samvær børn og voksne imellem.
Samtidig skaber kunstværkerne stærke visuelle holdepunkter, som gør det lettere at huske, hvor man er. På den måde får kunsten en terapeutisk og praktisk funktion i det arkitektoniske rum, hvor den taler både til sanserne og til hukommelsen.
Arkitekturen som fundament for god wayfinding
God wayfinding starter med god arkitektur. På Haukeland Børnesykehus er bygningen fra starten designet med fokus på logiske forbindelser, tydelige flow og visuelle pejlemærker, der gør det nemt at finde rundt. Når man tænker orientering ind i planløsning, bygningsstruktur og dagslysforhold helt fra starten, bliver det samlede system mere intuitivt og brugervenligt.
Det sikrer optimale arbejdsveje, minimerer behovet for ekstra skiltning og reducerer risikoen for, at patienter og pårørende går forkert. Resultatet er et hospital, hvor børn og familier hurtigt finder frem, og personalet kan arbejde effektivt.

Dyremotiver viser vej i øjenhøjde
Illustrationer af dyr er en central del af wayfindingen på Haukeland Børnesykehus. Dyrene optræder som venlige figurer, der hjælper børn og deres familier med at genkende steder og finde vej gennem hospitalet. De visuelle elementer skaber både overblik og tryghed og er med til at gøre besøget eller indlæggelsen til en bedre oplevelse, hvor børnene selv kan tage førertrøjen. Dyrene fungerer ikke kun som navigationshjælp – de tilfører også leg og fortælling til omgivelserne.

Farvetemaer skaber overblik
Glasblokkene er opbygget som separate bygningsvolumener, og hver blok har sine egne farver, der går igen i løst og fast inventar. Farvekoderne gør det nemmere at orientere sig i bygningen og at genfinde vejen – både for børn, forældre og personale. Kombinationen af farver og arkitektonisk logik skaber et intuitivt system, hvor brugerne hurtigt lærer at aflæse og forstå hospitalets struktur.
