Solveig Rannje er pr. 19. juni 2020 indtrådt i selskabets bestyrelse, hvor hun afløser Jens-Erik Corvinius, som udtræder af bestyrelsen. Solveig Rannje er ejendomsdirektør i pensionsselskabet Velliv, som er Danmarks tredjestørste kommercielle pensionsselskab, hvor hun er ansvarlig for en ejendomsportefølje på 18 mia. kr.
”Jeg glæder mig meget til samarbejdet”, udtaler administrerende direktør, Lars Kragh: ”Med Solveig Rannje får vi en person ind i bestyrelsen, der har stor indsigt i vores branche, og som kender de markedsvilkår, som arkitektvirksomheder skal agere i. Hun har desuden et velfunderet perspektiv på bæredygtighed i bred forstand, som styrker KHR’s ønske om at være blandt de fremmeste inden for dette felt. Jeg er sikker på, at Solveig vil bidrage til bestyrelsesarbejdet med en kombination af et menneskeligt og et forretningsmæssigt perspektiv på virksomhedens strategi.”
”Jeg vil samtidig gerne takke Jens-Erik Corvinius for mange års godt samarbejde”, afslutter Lars Kragh. ”Jens-Erik har spillet en vigtig rolle i den professionalisering af bestyrelsesarbejdet, som vi søsatte i 2014, og som har været en af nøglerne til virksomhedens vækst gennem de sidste fem år.”
KHR arbejder med projekter for offentlige og private kunder i Danmark, Grønland og Norge. Samlet har virksomheden 100 ansatte og en omsætning på mere end 60 mio. kr. og ambitioner om at øge omsætningen inden for de nærmeste år. Det sidste år har virksomheden udvidet sine forretningsområder med en afdeling for bygherrerådgivning samt etableret forskningsenheden Atelier KHR.
Bestyrelsen består herefter af:
Formand Lasse Bolander, formand hos COOP, Teis Bruun, CEO hos Baum und Pferdgarten og Solveig Rannje, ejendomsdirektør hos Velliv.
Ejerne bag KHR Architecture er partnerne Mikkel Beedholm, Henrik Danielsen, Janina Zerbe og Lars Kragh. Administrerende direktør er Lars Kragh.