Arkitektvirksomheden KHR Architecture får ny CEO, når Mads Reese Bjarrum tiltræder den 1. april 2026. Han kommer fra en stilling som Group COO i Bjarke Ingels Group (BIG) og overtager posten efter Lars Kragh.
Tiltrædelsen er et vigtigt skridt i det generationsskifte, som KHR har indledt de seneste år, og skal styrke integrationen i den ARX Group, som KHR blev en del af i 2024.
“Mads kommer med en sjælden kombination af international ledelseserfaring og indsigt i arkitektfaget. Samtidig har han stor respekt for KHR’s arkitektoniske profil og historie. Det er præcis den balance, vi har ledt efter til den næste fase i virksomhedens udvikling,” siger Andrea Galli, CEO i den schweiziske ARX Group, der er hovedaktionær i KHR Architecture.
Mads Reese Bjarrum har gennem otte år været Group COO i BIG, hvor han har haft ansvar for organisation og drift på kontorer i København, London og New York. Her har han arbejdet tæt med ledelsen om at udvikle og skalere en international arkitektvirksomhed og sikre de finansielle og organisatoriske rammer for tegnestuens globale projekter. I 2023 blev han udpeget som en af Danmarks største erhvervstalenter i Berlingske Talent 100.
“KHR Architecture er en af de tegnestuer i Danmark, der gennem årtier har været med til at forme moderne nordisk arkitektur. Det er et stærkt fagligt fundament, som jeg glæder mig til at bygge videre på,” siger Mads Reese Bjarrum.
Han peger på, at integrationen i ARX giver KHR Architecture nye muligheder for at arbejde på tværs af markeder og projekttyper.
“ARX-samarbejdet giver os en international platform, som jeg ser et stort potentiale i. Det giver os mulighed for at bringe KHR’s arkitektoniske tilgang ind i flere internationale projekter – og samtidig hente internationale kompetencer ind i vores danske. Der ligger allerede en spændende pipeline af projekter, som jeg glæder mig til at være med til at udvikle sammen med teamet.”
Han understreger samtidig, at arkitektbranchen i disse år er i hastig forandring:
“Arkitektbranchen er blevet markant mere kompleks. Projekter er større, kravene er flere, og samarbejdet med bygherrer og rådgivere er mere integreret end tidligere. Udfordringen er at bevare det høje arkitektoniske ambitionsniveau samtidig med, at man kan håndtere den kompleksitet. Lykkes vi med det, står vi stærkt både på det danske marked og internationalt.”
KHR Architecture blev grundlagt i 1946 og har i dag omkring 60 medarbejdere. Tegnestuen står bag en række markante projekter i Danmark, herunder Københavns Metro, Syddansk Universitet og Københavns Universitet Amager. I de senere år har KHR også arbejdet med projekter internationalt, blandt andet inden for uddannelses- og sundhedsbyggeri. Med integrationen i ARX Group har KHR fået adgang til et bredere internationalt netværk og nye samarbejder på tværs af koncernens selskaber.
Lars Kragh forlader posten som CEO i KHR Architecture efter 12 år, heraf syv år som partner.