Arkitekt og PhD Vicki Thake er del af ét af 10 tværfaglige teams, der hver har fået tildelt 250.000 kroner til udvikling og brug af materialer på baggrund af Dreyers Fonds Open Call på #MATERIALER.
Tværfagligt samarbejde skal nytænke materialer
Vicki Thake skal i samarbejde med arkitekturfotograf Torben Eskerod og tekstilkunster Grethe Wittrock i løbet af det næste år arbejde med materialet plastik. Fokus er blandt andet på genbrug og recirkulering.
Dreyers Fonds formål er at fremme undersøgelser af materialer, der er nemt tilgængelige på de nordlige breddegrader, og hvis potentiale ikke er fuldt belyst eller implementeret.
”Jeg er virkelig beæret over at få muligheden for at arbejde intensivt med materialet plastik, der på den ene side er udskældt og på den anden side er helt uundværligt i det moderne samfund. Jeg tror på, at vi kan udvikle vores brug af plastik, så den bliver mere bæredygtig og åbner for nye anvendelsesformer,” siger Vicki Thake.
Vicki har i forvejen omfattende erfaring i materialestudier fra sin PhD om fiberforstærkede polymere kompositter.
Læs mere om arbejdslegatet og de ti udvalgte teams på Dreyers Fond.