Se den generiske bocelle på Rådhuspladsen

03.12.2015

Konstruktionen af den generiske bocelle er nu blevet opført på Københavns Rådhusplads og de næste to dage vil facaderne blive sat op. Bocellen står der kun til og med fredag d. 4. dec. så skynd dig hen og se den – det er helt klart et besøg værd.

Bocellen er blevet til via et samarbejde på tværs af forskning, uddannelse, praksis, håndværk og produktion som nu kulminerer i at den ”Generiske bocelle” er blevet opført og udstilles på Københavns rådhusplads. Projektet er opført i forbindelse med Københavns Tømrerlaugs 500 års jubilæum, hvor det står som et symbol på en nytænkende fremtid for tømrerfaget og byggeriet.

Fra mandag d. 30. nov. til fredag d. 4. dec. kan man se projektet som undervejs bygges op af tømrerlærlinge i et samarbejde med vores arkitektstuderende. På den måde kan beskueren følge projektets tilblivelse og se hvordan konstruktionsrammerne samles.

Den Generiske bocelle bliver til via et strategisk samarbejde mellem en lang række samarbejdspartnere: KADK, Københavns Tømrerlaug, KHR Arkitekter, Fiberline Composite, DTU og Københavns Tekniske skole. Projektet er særligt af sin art, da det forener forskning og uddannelse med praksis indenfor arkitektur og håndværk samt industrien med produktionen af kompositmaterialet.

Projektet er støttet af Realdania og Dreyersfond.