Løven fylder 70 år

05.01.2017

Partner og professor Jan Søndergaard har igennem sine 38 år hos KHR Architecture skabt enestående arkitektur. Med sine evner til at kombinerer teori og praksis med en umættelig passion for at skabe, spiller Jan en afgørende rolle i tegnestuens udvikling. Trods sine nu 70 år, er han fortsat umættelig og udvikler nyskabende arkitektur.

I anledningen af Jans 70 års fødselsdag bringer vi nedenfor hans portræt, et uddrag fra vores jubilæums magasin ”KHR Architecture – seventy year anniversary magazine”.

 

´Løven´

For Jan Søndergaard, partner i KHR og professor på Kunstakademiets Arkitektskole, handler arkitektur om at forene del og helhed, kunst og håndværk, æstetisk udtryk og funktion, landskab og bygning, indre og ydre, billede og kontekst, det smukke og det praktiske. Jan arbejder ud fra devisen 'realiseringens kunst'; det er en kunst at realisere et bygningsværk, og realiseringsprocessen er med til at skabe værkets kunstneriske udtryk. Jan har stået fadder til mange af tegnestuens præmierede bygningsværker og karakteriseres af kollegaer i faget som tidens måske eneste og sidste udøver af begrebet Gesamtkunstwerk.

Jan Søndergaard ser sig selv og sine værker som resultatet af en navigation mellem begejstring, indlevelse, mod og frustration. Det kræver begejstring og indlevelse at undfange et bygningsværk, det kræver mod at realisere det, ikke mindst når man møder modstand og bliver frustreret. Men frustrationen er lige så meget en drivkraft som begejstringen er det.

Jan bygger disse betragtninger på sine erfaringer helt tilbage fra studietiden og de første år på tegnestuen. Efter at have uddannet sig til tømrer, bygningskonstruktør og arkitekt startede han i juni 1979 hos sin professor Knud Holscher på tegnestuen i Virum. Det var et privilegium i en tid med stor arbejdsløshed. Jans studieprojekter var blevet vist i tidsskriftet Arkitekten og på Forårsudstillingen 1980. De var præget af et stærkt socialt engagement med udvikling af eksperimenterende og bæredygtige boformer. Nu blev han sat til at tegne et enfamiliehus på Geneve-søens østbred til en arabisk rigmand som blot skulle bo der nogle dage om året. 2000 m2 med indendørs pool, tennisbaner og hele svineriet. Huset blev realiseret, og det var en lærerig tid.

Hvad der skulle vise sig mest befordrende for det videre karriereforløb, var dog frustrationen. Frustrationen over aldrig at have været på stedet, hverken for at koncipere huset, følge byggeprocessen eller opleve erfaringerne med det færdige resultat. Frustrationen forstærkedes af Jans næste opgave for tegnestuen: Nationalmuseet i Bahrain. Her arbejdede han med konteksten ud fra to store opslagsbøger om arabisk kultur, men kom aldrig ned at opleve stedet eller den færdige bygning. Frustrationen blev afgørende for at Jan siden skulle insistere på en sammenhæng mellem alle momenter i bygningsværket og processen, båret af arkitektens engagerede nærvær fra start til slut.

Det store gennembrud blev pavillonen til verdensudstillingen i Sevilla i 1992. Idéen var at give et billede af Danmark som sejlende nation. Men også at eksponere den danske tradition for at løse komplekse arkitektoniske problemer så enkelt som muligt. Konstruktionen af euro-containere forenede begge dele: De refererede til skibsfarten og udgjorde samtidig en minimalistisk løsning og æstetik. Budgetproblemer betød at pavillonen pludselig skulle bygges for langt færre penge end beregnet. Men i stedet for at resignere lod Jan sin kreativitet udfordre af modstanden. Da der ikke længere var råd til de store stålsejl, fik han den idé at de kunne bygges af glasfiber. Han opsøgte selv virksomheden LM Glasfiber. Modstanden viste sig at afføde en kreativ idé der både bidrog til det æstetiske udtryk og i kraft af glasfiberens traditionelle anvendelse til bådbyggeri forstærkede pavillonens reference til Danmark som søfartsnation. 

Sevilla udstak linjerne for det der siden har kendetegnet Jans arbejde: At forene billede og struktur, æstetisk udtryk og praktisk funktionalitet, del og helhed. At have personlig kontakt med alle leverandører og aktører i byggeprocessen. At betragte modstand som en anledning til kreativ fornyelse frem for at lade sig standse.

Jan betragter sit værk som gennemsyret af en minimalistisk grundtanke: Del og helhed er ét og samme, i detaljen kan du aflæse helheden. Hvad enten du skalerer op eller ned, hænger hele huset sammen, og det gælder også de dele af bygningen du ikke kan se. Det er en gammel arkitektfrase at hvis lokummet er ok, er hele huset ok. Eller som Jan siger det: ”Hvis lokummet sejler, sejler hele huset.” Kontorbygningen til Pihl & Søn i Lyngby, tegnet ned til mindste detalje, står som et enestående minimalistisk værk i dansk arkitektur og blev i 2015 fredet. I fredningsbegrundelsen hedder det om bygningen at den ”har de fremragende kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning af et bygningsværk under 50 år.”

En anden modernistisk kongstanke som præger Jans arbejde, er sammensmeltningen af udtryk og funktion. Det funktionelle er samtidig et æstetisk udtryk, og der er ingen dekoration uden at den også har en funktion. På en stentrappe i B&O-huset er det afskærmende sidestykke af glas eksempelvis fastgjort på trinene med aluminiumsbeslag der danner et mønster som leddene i en sølvkæde. Det er både at lave smykker og løse et praktisk problem, siger Jan. Det er både skidesmart og skidesmukt.

Foreningen af funktion og udtryk kendetegner også Jans arbejde med naturlig ventilation som resulterer i en dynamisk rytmik af vinduer der åbner og lukker og giver facaden en tredje dimension. Et praktisk problem løses samtidig med at der dannes et poetisk billede inspireret af kadencen af åbne og lukkede vinduer i de københavnske gader.

Jan insisterer på at arbejde med kontekst frem for koncept. Det er omgivelserne der afføder former, farver og materialevalg. Ístak i Reykjavik er formet over Thingvellir, den dramatiske kløft der husede Altinget, og ligger i landskabet som en grå og rustrød klippeformation af beton og corten-stål. Fiberline i Middelfart og Hellig Kors Kirke i Jyllinge deler åndedræt med himlen og vejret i kraft af det originale byggemateriale glasfiberkomposit, der med sin translucente kvalitet har Jans store interesse.

Den kontekstuelle tilgang betyder ikke at bygningerne ikke også skaber eller skabes ud fra billeder. Under arbejdet med B&O’s hovedsæde i Struer meldte der sig et erindringsbillede i arkitektens bevidsthed: Udsigten fra åbningen i den vestjyske lade hvor han som feriebarn havde siddet og kigget ud over landskabet. Den åbning ud til landskabet blev en inspiration til at lade B&O-bygningen svæve, så landskabet så at sige kommer ind under den. Barndommens lade åbnede sig og lod landskabet komme til syne, B&O-bygningen løfter sig og gør det samme. Et billede leverede inspirationen, men på karakteristisk vis er det et billede med rod i konteksten, i det omgivende landskab.

Åbningen under B&O-bygningen er også udtryk for en overbevisning om at perception opstår i mellemrum. Mellemrummene er vigtige i Jans arbejder. Om det er rummet mellem birkestammerne foran hans eget sommerhus, mellem søjlerne i Pihl & Søn, eller mellem de tre ’længer’ som B&O-bygningen består af, med reference til egnens trelængede gårde. 

Ud over de store erhvervsbygninger er Jan kendt for to privathuse: sommerhuset i Veddinge Bakker og Jens Bangs Gæstehus i Toftum Bjerge. Ligesom i erhvervsbygningerne udforsker Jan her hvordan hus og landskab kan berige hinanden. Åbning og transparens er kodeord i en opløsning af grænsen mellem indre og ydre der gør husene til en måde at være midt i landskabet på frem for at lukke sig inde.

Det aktuelle projekt er også en privatbolig, et parcelhus til arkitekten selv yderst på Vestamager. I en tid hvor det kan være svært at finde en bygherre der vil give arkitekten frihed til at eksperimentere, har han valgt at gøre sig til sin egen bygherre. Men han ser egentlig ikke den store forskel på at bygge til en anden og til sig selv. I det ene tilfælde handler det om at identificere bygherren og hans kontekst, i det andet tilfælde handler det om at identificere sig selv. Det der adskiller selvbygger-projektet fra andre projekter, er snarere at det som udgangspunkt retter sig mod fremtiden. ’Jeg tænker ikke så meget huset ud fra spørgsmålet om hvem jeg er i den givne kontekst, men snarere om hvem jeg er i morgen,’ siger Jan. Idéerne med huset er genkendelige fra hans tidligere værker: en minimalistisk struktur, en gensidig berigelse mellem hus og landskab, en kontinuitet mellem indre og ydre, et innovativt arbejde med glasfibermaterialet. Men ved at insistere på parcelhus-typen og en umondæn beliggenhed rækker projektet også helt tilbage til studietidens sociale engagement. Kan man bygge lavt og tæt? Kan man forandre danskernes prototypiske boligform uden at det bliver dyrt og eksklusivt? Kan man bo i en tæt udveksling med omgivelserne uden at det bliver udflydende eller klaustrofobisk? Det er altså ikke bare et spørgsmål om hvem Jan er i morgen, men også om hvad den typiske danske boligform er eller kunne være i morgen.

Lilian Munk Rösing