Praktik hos KHR Architecture

Vil I kort præsentere jer selv?

Jeg hedder Anna, jeg er 25 år gammel, og jeg kommer fra Tyskland. Jeg er snart færdig med min kandidat i arkitektur på TU Darmstadt, og lige nu er jeg arkitektpraktikant hos KHR Architecture.

Jeg hedder Moa, jeg er 24 år gammel, og jeg kommer fra Sverige. Jeg holder et sabbatår efter min bachelor i arkitektur på Umeå School of Architecture, og jeg er også arkitektpraktikant hos KHR Architecture.

Hvorfor besluttede I jer for at studere arkitektur?

Anna: Min far er arkitekt, og derfor har mit barndomshjem været fyldt med modeller og projekter, som jeg altid har været fascineret af. I skolen havde jeg et designfag, hvor vi havde et emne om arkitektur, og det syntes jeg var virkelig sjovt. Senere havde jeg nogle korte praktikperioder inden for design og arkitektur, og derefter besluttede jeg mig for at læse arkitektur.

Moa: Da jeg var barn, byggede mine forældre et krea-rum til mig, fordi jeg elskede at tegne og male, og jeg brugte al min tid der. Efter gymnasiet tog jeg på en rejse til Indien, hvor jeg i ørkenbyen Jaisalmer blev inspireret af dens unikke arkitektur. Jeg besluttede mig for at studere arkitektur med målet om at bidrage til fremtidig design. Jeg synes, at mange moderne bygninger mangler "sjæl", og jeg finder det fascinerende, hvordan arkitektur kan have stor indflydelse på at løse miljømæssige og sociale udfordringer.

Hvordan fik I en praktikplads hos KHR Architecture?

Anna: jeg skulle have været på udveksling i Holland, men det var virkelig svært at finde et sted at bo, så en måned inden afgang begyndte jeg at lede efter andre muligheder. Jeg havde været i København et år forinden, og jeg elskede virkelig byen, så jeg googlede arkitektfirmaer i København og faldt over KHR Architectures hjemmeside, hvor jeg havde mulighed for at søge med kort varsel.

Moa: Jeg fandt også KHR på Google, fordi jeg ønskede at finde en praktikplads tæt på mine venner og familie i Malmø efter at have studeret tre år i Nordsverige. Jeg havde været i København mange gange før, og jeg elskede virkelig også byen.

Hvilke forventninger havde I til praktikopholdet, og blev de indfriet?

Moa: Selve praktikopholdet har været bedre end forventet. Jeg fortalte til praktiksamtalen, at jeg ikke kendte til designprogrammet Rhino, som KHR arbejder i, men alle her har været søde til at hjælpe mig med at lære at bruge programmet. Jeg har været med på mange forskellige slags projekter, og det har været superfedt at prøve.

Anna: Jeg har arbejdet på to tyske projekter. Jeg troede ikke, at der ville være så mange tyske projekter, og jeg forventede heller ikke at møderne var på tysk, så det var meget overraskende. Jeg bruger normalt et andet 3D-program derhjemme, men jeg synes at jeg har lært det hen ad vejen, hvilket er fedt at kunne nu. Den største overraskelse har dog været det sociale sammenhold her i KHR. I Tyskland er jeg vant til meget formelle arbejdspladser, men her er det meget socialt, og jeg vil med sikkerhed bruge denne nye erfaring som referenceramme fremadrettet. Det kan godt blive svært for andre virksomheder at leve op til!

Moa: Jeg var meget nervøs, da jeg startede, fordi jeg aldrig havde arbejdet på et arkitektkontor før, men det er bare virkelig hyggeligt at spise frokost med alle ens kollegaer her i KHR, fordi alle er så åbne. Jeg forventede heller ikke at skolen og den virkelige verden var så forskellige. Jeg føler at mit studie var mere abstrakt, og her er det meget praktisk.

Anna: Det er faktisk lidt omvendt for mig. I mit tidligere studiejob havde jeg meget fokus på konstruktion, men her får jeg lov til at arbejde mere kreativt på de tidligere stadier af designprocessen.

Hvad er jeres opgaver som praktikanter hos KHR Architecture?

Begge: Som praktikant er man ikke altid med til at designe, men vi er med til møderne, så vi får en helhedsforståelse af projektet og processerne. Vi laver 2D- og 3D-modellering, volumenstudier, samt digitale illustrationer som plantegninger og diagrammer.

Hvad er det bedste ved jeres tid hos KHR Architecture – både fagligt og personligt?

Begge: Fredagsbar - men også at vi har det sjovt her, imens vi arbejder.

Anna: Det bedste er at arbejde sammen med de venner, man får som international praktikant her. Jeg kendte ikke nogen, da jeg flyttede til København, så det har været rart, at der er flere andre internationale praktikanter her, som man bliver virkelig tæt med. Fredagsbarerne har været gode samlingspunkter til at mødes og snakke med ens kollegaer, og det har udviklet sig til, at vi også ses uden for arbejdstiden.

Moa: Jeg kendte heller ikke nogen i København til at starte med, og selvfølgelig tager det lidt tid, før man kommer tæt på hinanden, men alle her i KHR er meget åbne og mange deltager i de sociale arrangementer, som vi praktikanter tit selv står for at arrangere.

Hvilket socialt arrangement har været det bedste?

Begge: Vi har både haft en crazy scientists fest, vinsmagning, bordtennisturnering og en julefest med Nordpolen som tema. Den var vi selv med til at arrangere, og det var også den bedste temafest vi har haft indtil videre.

Hvordan ser jeres fremtid ud? Hvad er det næste skridt i jeres karrierer?

Moa: Jeg har lige ansøgt om at komme ind på en kandidat i arkitektur forskellige steder, så jeg venter på at se, hvilken by jeg skal flytte til sommer.

Anna: Jeg har et år tilbage af min kandidat, og efter det glæder jeg mig til at arbejde som arkitekt. Jeg ved ikke hvilket land endnu. På den ene side kan jeg godt se mig selv komme tilbage til København, men på den anden side trækker alle mine venner og familie derhjemme også i mig.

Hvordan bliver I inspireret i jeres designprocesser?

Moa: Jeg bliver inspireret på rejser og på Instagram.

Anna: Hvis jeg er i gang med et projekt og mangler inspiration, så søger jeg ofte på Pinterest for at finde inspiration til at skabe mit eget design.

Tror I, at sociale medier er en ny slags inspirationskilde for jeres generation i forhold til ældre generationer?

Anna: Ja, og jeg tror også at AI er en ny inspirationskilde, som kan give forskellige bud på et design.

Moa: Ja, men jeg synes også at diskussioner med mine medstuderende, kollegaer eller familie er en rigtig god måde af få inspiration på, hvis jeg sidder fast i et designprojekt.

Hvad er det bedste og værste ved København?

Begge: Det bedste ved København er, at der altid er noget at lave. Der er mange forskellige events, som man kan opsøge, når man har fri.

Anna: Hver gang jeg cykler over en af de mange broer her i København, bliver jeg så glad for at se vandet, også om vinteren med sne og regn.

Begge: Det værste ved København er, at alt er dyrere end i Sverige og Tyskland, men heldigvis får man god og gratis frokost her i KHR Architecture.

Var det svært at finde et sted at bo i København?

Begge: Nej, vi fandt begge et værelse gennem Facebookgrupper og Boligportalen.dk inden for nogle få uger. Huslejen er mellem 6.000-7.500 dkk for et værelse her.

Har I nogle gode råd til andre studerende, der overvejer at tage til København for at komme i praktik?

Moa: Gør det! Selvom det kan virke skræmmende at finde et sted at bo og få nye venner, så løser alt sig på en eller anden måde. Det er en unik oplevelse, og jeg tror, at man vokser af det både professionelt og personligt. Derudover har KHR en ekstremt god work-life balance her, så man har som praktikant altid fri om aftenen og i weekenderne.

Anna: Hvis jeg i stedet havde valgt at tage på udveksling, tror jeg ikke, at jeg havde opnået så meget viden om min fremtidige karriere. Samtidig føler jeg stadig, at jeg har haft nogle af de samme oplevelser som et udvekslingssemester havde givet mig, fordi jeg både er i et andet land, forbedrer mit engelsk og får en masse nye oplevelser og venner.

Vil du også i praktik som arkitekt i København? Så læs mere her.